Haven i
april
Med lyset og varmen i april
begynder græsset for alvor at gro. Græsplænen er måske nogle steder
blevet lidt tynd pga. slid og skygge. For at forebygge at ukrudtet
udkonkurrerer græsset, kan du med fordel forbedre
vækstvilkårene for græsset. Det gør du ved at rive plænen
igennem for at fjerne dødt plantemateriale. Der, hvor man går
meget, kan det med års mellemrum være en rigtig god ide at
lufte/løsne vækstlaget for at give græsset bedre
vækstbetingelser. Mindre græsplæner kan løsnes ved at træde en greb
ned i plænen med 5 - 10 cm mellemrum. Er plænen større, kan du
bruge en maskine til arbejdet (vertidræn). Bagefter skal
græsplænen eftersåes og gødes. Spørg eventuelt din lokale
anlægsgartner om råd.
Oprydning og nedskæring
Ellers står april i oprydningens og omlægningens tegn. Visne
staude toppe fjernes, blade fjernes og planter flyttes og nye
udplantes. Og sidst i april, når der ikke længere er risiko for
nattefrost, nedskæres roserne.
Fjern mos med fuglenes hjælp
Vil du undgå mos i
græsplænen, gælder det som udgangspunkt om at skabe optimale
vækstvilkår for græsset. Det gør du ved at sikre en tæt
bestand af græsplanter ved at efterså, hvor der opstår bare
pletter, ved jævnlig tilførsel af gødning og ved at holde jordens
ph-værdi mellem 6,5 og 6,8. Har du mos i din
græsplæne, er det bedst at fjerne det i april efter nogle
tørre dage, hvor mosset "slipper". Det ses ved, at mosset
bliver lyst. Orker du ikke at rive mosset af, kan du også
få fuglene til at gøre arbejdet. Drys godt med kanariefuglefrø
ud på de mosramte områder. Det vil få alle fugle i nabolaget til at
komme
på besøg. Specielt solsortene vil skrabe rundt i mosset for at
finde frøene og dermed løsne mosset.
Klargøring af køkkenhaven
For at få et godt udbytte af køkkenhaven skal jorden være god
med et rigt liv af regnorme, mikroorganismer, bakterier og svampe,
der nedbryder organiske plantedele fra kompost, vissent
grøngødning, dyregødning osv. Så derfor der det vigtigt at der i
jorden forefindes kompost og andet organisk materiale.
Har du kompost i haven kan dette bruges - alternativt kan der i
mange kommuner hentes kompost på genbrugspladserne. Er der
ikke tilført kompost til jorden i efteråret kan det nås endnu - da
kompost kan have en høj gødningsindhold bør der kun udlægges få
cm. Fjern først alt ukrudt, og læg så et lag kompost, champost
eller komposteret dyregødning ud på jorden. Grav eller kultiver det
ned i øverste lag (10 -15 cm).
Er køkkenhaven først blevet gjort klar, er der ikke andet end
vente på at jorden bliver varm og såning af diverse afgrøder kan på
begyndes.
Find din lokale anlægsgartner