Den plæneklipperløse anlægsgartner

Thøger Oxholm Jensens far var anlægsgartner. Så Thøger skulle i hvert fald ikke være anlægsgartner. Men det blev han nu alligevel. I nogle år arbejdede han dog som skovmand, og da han blev selvstændig i 1987, var det stadig træerne, der var hans hovedekspertise.

Taghaver er en af de specialopgaver, som hører til blandt Oxholms ekspertiser.

I 1995 overtog Thøger Oxholm Jensen farens anlægsgartnervirksomhed, Carl Otto Jensen & Co, og i 1999 slog han den sammen med sin egen virksomhed. Dermed var Oxholm ApS Anlægsgartnere skabt, og siden da har arbejdet med træerne været en lille sidegesjæft i forhold til anlægsgartneriet.

Anlægsgartner uden plæneklipper

I dag fokuserer Thøger og firmaet Oxholm på nyanlæg af haver og udeanlæg samt specialopgaver såsom stendiger, brolægninger, trapper, støttemure og andre granitopgaver.

“Vi luger selvfølgelig også og klipper hæk hos en del boligforeninger og lignende, men vi vil helst lave nyanlæg. Faktisk har vi ikke engang en plæneklipper, og det er rimeligt specielt for en anlægsgartnervirksomhed,” påpeger Thøger Oxholm Jensen.

Til gengæld laver Oxholm ApS mere og mere klimasikring for at hjælpe private, offentlige og erhvervskunder med at få styr på regnvandet, enten med taghaver, bæredygtig regnbede og nedsivning af vandet på egen grund i stedet for ud til kommunens gamle, overbelastede kloakker.

Kirkegårdsgartneren

Foto fra endnu en stor brolægningsopgave med indbyggede vandrender og nedsivning af regnvand.

Hos Oxholm ApS er omkring halvdelen af kunderne dog kirker, der skal have renoveret udearealerne, genopbygget stendiger og lignende. Og det kræver en særlig opmærksom arbejdsindsats.

“For det første er du nødt til at være nænsom, for der er tale om gamle anlæg, og for det andet kommer der jo pårørende og besøger kirkegården, og så skal du ikke stå med hækklipperen lige op i hovedet på dem. Det handler om at tage hensyn og opføre sig ordentligt, og det er vi heldigvis gode til,” forklarer Thøger Oxholm Jensen.

Veluddannede folk

Oxholm ApS har 7-8 ansatte, og det mener indehaveren er den perfekte størrelse. Op den måde kan Virksomheden nemlig både håndtere opgaverne i den lave millionklasse, men der er stadig fleksibilitet nok til også at klare de helt små opgaver under 10.000, og det er svært, hvis virksomheden bliver for stor.

Desuden kan Thøger Oxholm Jensen også fokusere på at have en veluddannet medarbejderstab omkring sig.

“Faktisk er den lavest uddannede i virksomheden nok mig selv, da over halvdelen af de ansatte i virksomheden er faglærte anlægsgartnere, og det er nok en højere andel, end man ellers ser,” påpeger Thøger Oxholm Jensen.

Desuden har han altid 1-2 elever ansat, da virksomheden altid har bestræbt sig på at tage sin del af ansvaret med at få uddannet nye, dygtige anlægsgartnere. Men skal de unge blive mestre i at køre rundt med en plæneklipper, må de nok finde andre græsgange end Thøger Oxholm Jensens virksomhed i Kolding, hvor nyanlæg og specialopgaver har været i højsædet i hele dette årtusinde.

Du kan læse mere eller kontakte virksomhedens via deres egen hjemmeside: www.oxholm.net