Anlægsgartneri med orangeri

Der er gang i anlægsgartnervirksomheden Kildelunden i Tistrup nordøst for Varde for tiden. Virksomheden har både anlagt 15-20 km stisystemer i det naturskønne område mellem Tistrup og Hodde, de har designet og anlagt den imponerende nye, grønne indgangsportal til hjembyen og været primus motor på et millionprojekt omkring et multiareal ved den lokale skole.

Der er altså god grund til, at Kildelunden får markedsføringsprisen, og at lokalavisen samtidig bemærker, at virksomheden ofte bliver “forbundet med en række positive budskaber.”

Nyanlæg og pleje, private haver og store offentlige projekter – Kildelunden laver det hele.

Også tid til de små

Men anlægsgartnermester og stifter af Kildelunden, Jens Jørgen Fisker, understreger, at de ikke kun fokuserer på store præstigeprojekter, for virksomheden har også altid tid til at hjælpe hr. og fru. Jensen i haven.

Kildelunden ApS blev stiftet i 1985 som et friluftsgartneri, men der gik ikke længe, inden Jens Jørgen Fisker også kastede sig over anlægsgartneriet og begyndte at få ansatte. Og denne glæde ved det grønne sidder stadig i ham.

“Som anlægsgartnermester skal jeg jo mestre både det grå og det grønne, men der er ingen tvivl om, at det er planterne, som trækker mest. Det er simpelthen for magert, hvis man kun fokuserer på stenene og det grå, og så det grønne bliver noget, som man lidt tilfældigt putter på bagefter. Derfor anser jeg anser mit plantekendskab for at være en kæmpe force,” forklarer Jens Jørgen Fisker.

Kildelunden laver også udførlige haveplaner, hvis kunden vil have overblik over det færdige projekt.

Fred i orangeriet

Kildelunden laver ganske enkelt alt i anlægsgartneri. De klipper for eksempel op mod 10.000 m2 hæk om året for private, boligforeninger, virksomheder og offentlige kunder, anlægger udearealer og tegner kreative haveplaner. Men som de besøgende på adressen på Kasthøjvej i Tistrup vil bemærke, så kan Kildelunden også forsyne hjemmet med et vaskeægte orangeri. Og det er der ifølge Jens Jørgen Fisker mange gode grunde til.

“Vi får en mere og mere stresset tilværelse, og så er det godt med et orangeri, hvor du ganske enkelt udvider sommeren, så du kan sidde og nyde fredfyldte, grønne omgivelser i flere måneder i løbet af året. Det oplever vores kunder også, når de kommer på besøg og sidder og får et glas hvidvin ude i vores orangeri med udsigt mod de store grønne arealer,” siger anlægsgartnermesteren.

På vej frem

Et orangeri er en afslappende og
romantisk måde at få mere ud af forårets og efterårets varme.

I dag har Jens Jørgen Fisker 7 ansatte, men der er meget, der tyder på, at disse kollegaer snart får nye kollegaer.

“Vi er inde i en meget positiv udvikling, så det skulle undre mig, hvis vi ikke er måske fire stykker mere i løbet af 2015,” siger Jens Jørgen Fisker og fortsætter:

“Desuden runder vi i år elev nummer 30, som er blevet uddannet her hos os. Vi synes, at det er vigtigt at tage ansvar og skabe lærlingepladser. Og vi har lige fået en af vores tidligere elever tilbage i virksomheden, efter at hun i mellemtiden har videreuddannet sig til jordbrugsteknolog, så det siger også noget om, at vi passer på hinanden her.”

Så vi har nok ikke set det sidste til Kildelunden i avisspalterne.

Læs mere og kontakt virksomheden her: www.kildelunden.dk