Årets arbejdsplads er en anlægsgartner

170 virksomheder var blevet indstillet til 3Fs konkurrence "Årets arbejdsplads 2017" - i sidste ende blev det dog anlægsgartnervirksomheden Malmos Landskaber, som løb med titlen.

Det vækker stor glæde hos brancheforeningen Danske Anlægsgartneres direktør, Michael Petersen.

"Som arbejdsgiverforening er vi særligt glade for, at 3F kårer et af vores medlemmer til "Årets arbejdsplads". Det sker nemlig ikke så ofte, at virksomheder inden for byggeri og det grønne område deltager i finalerne i 3Fs og Fagbladet 3Fs konkurrence. Og da slet ikke som vinder. Derfor er vi meget stolte af Malmos Landskaber for deres indsats - både for faget og for deres medarbejdere. Men det beviser bare, at man kan få et fantastisk arbejdsliv som anlægsgartner, og at vores medlemmer er helt i top som arbejdsplads, ikke bare i vores branche men i alle fag," siger Michael Petersen.

Der var også mange rosende ord til Malmos Landskab fra dommerkomitéen, som blandt andet fremhævede, at virksomheden var præget af tryghed og ligeværd, en ligefrem åbenhed fra bund til top i virksomheden, et menneskesyn hvor man fokuserer på det, folk kan, i stedet for det, de ikke kan og altså en arbejdsplads som i alle henseender går op i, at medarbejderne har det godt.

Medarbejderne er X-faktoren

Den flotte titel viser ifølge administrerende direktør hos Malmos, Morten Dohrmann Hansen, at det ikke blot er tomme ord, når ledelsen kalder medarbejderne for "virksomhedens X-faktor":

"Vores medarbejdere er dygtige - branchens bedste. Vi bruger også mange ressourcer på at sikre, at alle har det godt, føler sig engagerede og værdsat. Prisen er en kvittering for, at vi har succes som en helhedsorienteret virksomhed, hvor der er plads til vækst, samtidig med at medarbejderne trives. Selvfølgelig er vi stolte."

Virksomhederne kan ikke selv indstille sig til prisen som "Årets arbejdsplads". Det kan kun ske fra medarbejderne til 3F, og hos Malmos var det værkfører Thomas Jensen, der indstillede den virksomhed, som han har arbejdet for siden 1989. Det skete på grund af virksomhedens målrettede fokus på at behandle medarbejdere som medmennesker.

I mere end to årtier har 3F kåret årets arbejdspladser, og i år bestod dommerkomitéen af 3F's ledelse med forbundsformand Per Christensen i spidsen. Desuden har komiteen to prominente, eksterne medlemmer, nemlig ejer og administrerende direktør i Linak, Bent Jensen, og administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen. Sidstnævnte mener, at det har stor betydning, at dommerne rent faktisk kommer ud i virksomhederne.

"Vi forsøger at afkode, om den gode stemning på virksomheden er ærlig. Det dominerende indtryk er, at de bedste virksomheder har en stærk historik for tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere," lyder det fra Torben Möger Pedersen.

Ved kåringen den 30. november uddybede forbundsformand Per Christensen:

"Samtidig har virksomheden fokus på at tage og udvikle lærlinge på en måde, som er et godt eksempel for alle virksomheder. Det er et stærkt ansvar at påtage sig for fremtiden i den branche."

Kontakt for yderligere informationer

Direktør i Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen: 40581416

Direktør i Malmos Landskaber, Morten Dohrmann Hansen: 40 64 82 41

Medarbejderne bag Årets Arbejdsplads 2017 - Malmos Landskaber i Roskilde 2.jpgMedarbejdere hos Malmos Landskab indstillede virksomheden til prisen "Årets arbejdsplads" - her ses de foran domicilet i Roskilde.


 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   Medlemslogin