Jul - direkte udenfor din havedør

Der er få planter, som signalerer jul så effektivt som mistelten og kristtorn. Det skulle da lige være juletræet.

Alle tre er utraditionelle gæster i de danske haver, men hvis du vil have mulighed for at gå direkte ud af havedøren og snuppe julehyggen med ind i varmen direkte fra din egen haven, har vi her et par gode råd.

Juletræ i haven

Tidligere var rødgrannen danskernes traditionelle juletræ, men efterhånden har ædelgrannen nordmannsgran med sine blanke og grønnere nåle erstattet den mere stikkende rødgran.

Juletræ.jpg

Uanset hvilket træ du foretrækker, kan du dog sagtens plante dine egne juletræer ude i haven, og gøre det til en tradition at selv gå ud og fælde årets juletræ hver december. Hvis du bare har 20-25 m2 til rådighed et sted i haven, kan du sagtens få 10-15 grantræer til at vokse op, hvilket er nok til, at du hvert år vil kunne gå ud og hente et juletræ til stuen.

Og hvis du saver træet over lige over den øverste grenkrans, så vil træets grene længere nede dreje sig og begynde at vokse med himlen. Derefter skal du bare vælge, hvilken en af de fremvoksende, opadstræbende grene, som du vil have til at blive dit fremtidige juletræ og skære de andre af. 

Kristtorn i haven

Bortset fra nåletræerne er kristtornen en af de eneste stedsegrønne planter, som kan blive til et regulært træ på helt op til 10 meter. Dette kræver dog beskæring, da kristtornen ellers har en tendens til at udvikle sig buskagtigt med mange lavtvoksende grene. Heldigvis kan afklippet jo bruges på et væld af måder i juleoppyntningen. 

Kristtorn.jpg

Husk dog at det kun er kristtornens hunplanter, der giver de karaktistiske røde bær. Derfor skal du ved køb sikre dig, at det ikke er en hanplante, du har fået fat i. Der findes desuden et væld af forskellige slags kristtorn - også arter med glatte blade uden torne, og arter med flerfarvede blade. Hvis man vil være sikker på, at man har fat i den almindelige kristtorn med de røde bær, er navnet Ilex aquifolium.

Mistelten i haven

Ifølge juletraditionen hænger vi misteltengrene med hvide bær op i røde bånd op, og hvis man finder en person af det modsatte (eller samme?) køn stående under den, må man kysse vedkommende. Derfor kan det måske være en god idé at dyrke sin egen mistelten ude i haven, så man hurtig kan få en dusk op at hænge, hvis ens udkårende kommer forbi.

mistletoe_240x233

Mistelten er en såkaldt halvsnylter, der vokser på andre planter - primært løvtræer. Misteltenen er særligt glad for æbletræer, så hvis du kan få fat i nogle friske frø (de duske du køber i supermarkedet og på grønttorve duer ikke, da frøene hurtigt bliver ufrugtbare), kan du i april og maj gå ud og sætte nogle af de meget klistrede bær fast på et par af æbletræets unge grene. Men hav tålmodighed. Der kan gå op til 2-3 år, før du ser de første kimblade. Desuden er fuglene meget glade for frøene, så sørg for at bruge nok.

Paradisæbletræ med for-podede milstelten

Hvis du ikke gider vente, kan du selvfølgelig bare købe et paradisæbletræ på en planteskole, som specialiserer sig i at pode dem med mistelten og sælger dem, når misteltenen er vokset frem. Sådan et træ koster fra 800 kroner og opefter.

Og husk - du kan altid få hjælp hos din lokale garantisikrede anlægsgartner.



 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   Medlemslogin