Altan-alferne vil have byens golde plateauer til at spire

Grøn iværksætter har som den første specialiseret sig i at udnytte byens uudnyttede kvadratmetre - altanerne.

Altan-alferne1

 Over det ganske danske land stikker altanerne ud over gårde og fortove, men mange står tomme eller fungerer som et ekstra pulterkammer. Det er disse millioner af golde kvadratmetre i byerne, som anlægsgartnerifirmaet Altan-Alferne har valgt at satse på at forvandle til et frodigt virvar af hængende haver, én altan ad gangen. Og der lader til at være en stor efterspørgsel fra folk, som gerne vil udnytte deres blot 2 udendørskvadratmeter til fulde.
"Jeg startede jo dette op i 2010, og der har været en stor tilgang. I år har 10 kunder fra sidste sæson allerede kontaktet os igen, fordi de vil have ny inspiration," fortæller Altan-Alfernes indehaver, Boe Sallingboe. "Denne idé bundede i et ønske om at begrønne hovedstanden, og hvis det skal ske, så skal man lokke bestøvere som humlebier og sommerfugle til. Og så fik jeg pludselig øje på alt det areal i byerne, som står ubenyttet hen og sagtens kan gøres til grønne oaser."

Altan-alferne2

Haveplan til to m2

Altan-alfernes grundkoncept er at tegne en "haveplan" og forsyne kunden med en planteliste på baggrund af en dialog og kundens ønsker, og om det er acceptabelt at sidde i døråbningen, om der må monteres espaliertråd over døren eller ud over rækværket, udvendige altankasser eller lignende.
"Denne konsulenttime laver vi meget billigt, for vi vil hellere være en lille del af noget stort, end en stor del af noget småt," understreger Boe Sallingboe. 
Begrønning af altaner adskiller sig dog fra almindelige planteopgaver på grund af den større udsathed for vind og kulde og - naturligvis - manglen på jord. Desuden gør det begrænsede areal og det frie rum på den anden side af altanens rækværk også en udfordring.
"Vi anbefaler, at så meget som muligt plantes i krukker til selvvanding, så planterne ikke står og tørster i sæsonen, og vi prøver altid at få lov til at plante en hel jungle. Det er vores anbefaling at der er mindst 1/3 stedsegrønt, så altanen også er grøn og indbydende for vinterens fugle. Noget af det smukkeste er at plante kaprifol, som arbejder sig op i en troldpil. Det fungerer dog ikke med troldhassel, som ikke overlever på en altan," forklarer Boe Sallingboe.
Som en tommelfingerregel er en altan lavet til at kunne holde 1 meter tøsne over hele sin flade, så der er ingen grund til at frygte, at altanen braser sammen, når de store krukker indfinder sig. "Min egen altan er 2 m2, og her har jeg i nærheden af ½ ton jord og planter, men det er selvfølgelig en god idé at placere de tungeste ting så tæt på væggen som muligt. Og bør man også forhøre sig med sine naboer, både for at forhindre sure miner og for at høre om muligheden for at lade altanerne "vokse sammen"," siger Boe Sallingboe, der faktisk slet ikke er uddannet gartner, landskabsarkitekt eller lignende. I stedet har han i næsten tyve år arbejdet som produktudvikler for et tøjfirma i Herning. Det er unægteligt lidt af et spring. Og det lader til, at altanejernes trang til grønne forvandlinger vil give masser af luft under alfevingerne i de kommende år.


Læs mere på www.altan-alferne.dk 


 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   Medlemslogin