Traditionsrig anlægsgartner passer haver

Grundstenen til Anlægsgartner Andrésen & Søn blev lagt helt tilbage i 1928, hvor Ragnar Andrésen stiftede et lille anlægsgartnerfirma i København. Dengang havde han kun en cykel og haveredskaberne bundet fast på stangen. 

Siden har tiderne unægteligt skiftet et par gange. I 1968 havde firmaet mere end ti ansatte, da sønnen, Hasse Andrésen, overtog. I det følgende årti havde Hasse sin datter, Camilla, rendende rundt om benene

Andrésen & Søn (& Datter)

Da Camilla blev stor nok til selv at tjene penge, spurgte hun, om hun kunne blive ansat i virksomheden. Her var beskeden fra Hasse Andrésen klar: "Nej, man kan da ikke sende en kvinde ud i en have."

Camilla Bobek griner, når hun genfortæller historien.

"Sådan var det jo dengang, men jeg blev da ansat til sidst og husker stadig min første opgave. Det var på Virum Statsskole, hvor 100 meter lindehæk i tre rækker skulle håndklippes. Og det var februar," fortæller hun. Men Camilla holdt dog ved, og tog siden både en anlægsgartneruddannelse og en uddannelse som gartneritekniker, og i  1996 overtog Camilla Bobek hele virksomheden. 

Godt med planteskoleviden

Da Camilla skulle i lære hos sin far, krævede han, at hun kom ud i en planteskole. 

"Så jeg kom både på Birkholm Planteskole og hos en staudegartner. Men jeg bruger stadig den lærdom i dag. For man får et meget større plantekendtskab på den måde, end ved kun at være i lære hos en anlægsgartner. Og man får en masse specialviden om planteskolernes produktion, og ved fx hvornår det er smartest at købe bøgeplanter," understreger Camilla Bobek. 

"Vi passer haver"

Der er ingen slinger i valsen hos Camila Bobek, når det gælder firmaets arbejdsopgaver. Her er ikke noget med at byde på store kommunale opgaver, anlægge 2.000 m2 parkeringsplads ved den lokale fakta eller bygge store springvand. 

"Vi passer haver. Vi laver selvfølgelig også en terrasse eller mindre haveanlæg, hvis kunden vil have det. Men det er vedligeholdelsen, som vi har specialiseret os i," forklarer Camilla Bobek. Og der må være noget om snakken. I hvert fald har virksomheden stadig en overvældende mængde af de gamle kunder tilbage, selv fra dengang før datteren blev en del af virksomheden.

"Vi har desværre, her i 2012, mistet den sidste af de kunder, der også brugte min farfar som gartner i sin have. Min farfar startede med at passe kundens have i 1948 og samarbejdet fortsatte indtil kundens død i 2012," forklarer Camilla og fortsætter: "Hos en af vore andre kunder anlagde min farfar haven i slutningen af 40'erne og vi har med jævne mellemrum igennem alle årene passet haven, indtil kunden kom på plejehjem i 2010."

Efter 3. generationer i Nordsjælland er virksomheden i dag flyttet til Ringsted og består af Camilla og tre ansatte. Og den skal ikke være større. For ellers fylder papirarbejdet så meget, at hun ikke har tid til at komme med ud i marken. Og selvom hun er blevet 53 år, kan hun ikke sidde mere en et par timer eller måske en dag på kontoret. 

"Derefter er jeg kureret for kontorarbejde!" siger datteren fra Anlægsgartner Andrésen & Søn med et grin.

Læs mere og kontakt virksomheden på www.gartnerarbejde.dk


 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   Medlemslogin