"Den rigtige" færdighave-gartner

De danske haveejere elsker deres haver. De elsker til gengæld ikke havearbejde, og når tiden er inde til at få renoveret den gamle have eller lavet en ny efter et huskøb, kan det virke uoverskueligt. Der er utallige opslagsværker med blomster og træer og buske, og de kræver forskellige jordbundsforhold og nogle kan ikke tåle for tør (eller for våd) jord, og andre er så aggressive, at de vil ende med at overtage hele bedet.

Støttemur.jpgMed en ny støttemur er der styr på både bed og indgangsparti.
OBS! Græsstykket ud til vejen har haveejeren selv stået for :)

Det er den slags problemer, som anlægsgartnerfirmaet Den rigtige gartner ApS er i sat i verden for at løse, forklarer indehaver Erik Nielsen.

"Hr. og fru. Jensen vil have indkørsel, gangsti, terrasse, græsplæne, en hæk og måske endda et bed. Men de har sjældent gjort sig mange tanker om, hvordan det hele skal sættes sammen og se ud. Det er her vores færdig-have-koncept kommer på banen. Vi har indtil videre fire skabeloner, fire forskellige haveløsninger, som man kan vælge imellem. Så skal de bare pege, og så er haven på vej," forklarer Erik Nielsen og understreger, at haven er modulopbygget, så de enkelte elementer kan tilpasses haveejernes ønsker og den enkelte haves fysiske udformning.

"Og så er det jo smart, at det som regel kun tager 2-3 uger at få etableret haven. Så kan folk tage på ferie, væk fra deres grimme have, og nyde livet. Og når de kommer hjem, er deres nye drømmehave klar til dem," siger "den rigtige gartner" og pointerer, at grundidéen er at kunne tilbyde yderst konkurrencedygtige priser, fordi der kan opnås stordriftsfordele i virksomheden, når det grundlæggende er de samme typer have, som bliver anlagt igen og igen. Som han siger: "Der er jo ingen grund til at jeg eller haveejeren skal opfinde den dybe tallerken igen og igen, når der allerede findes perfekte løsninger at tage udgangspunkt i. Så kan jeg købe ind billigere, arbejde hurtigere og kunden kan spare penge. Og så er alle jo glade."

havetegning.jpgHvis du har brug for en havetegning, kan
Den rigtige gartner ApS også træde til.

Mange talenter

Erik Nielsen ville faktisk have været læge og havde karaktererne til det. Lysten mistede han til gengæld, og i flere år fik han i stedet stablet en succesfuld hjemmeservicevirksomhed på benene i Nordsjælland. Den droppede han dog i 2000, da han stiftede en anlægsgartnervirksomhed. Siden da har Erik Nielsen videreuddannet sig til jordbrugsteknolog, indtil han i 2014 indså, hvor stort et markedspotentiale, der var for færdig haver. Derefter stiftede han Den rigtige gartner ApS.

 Den_rigtige_gartner_logo.pngUanset hvad dit haveproblem er, så er du i trygge
hænder hos Danske Anlægsgartneres medlem
Den rigtige gartner ApS

Det betyder dog ikke, at Den rigtige gartner udelukkende anlægger færdighaver, understreger Erik Nielsen.

"Vi udfører skam også almindelig grøn pleje, udfører vintertjeneste, laver faskineløsninger eller arbejder som havekonsulent, hvad som helst," lyder det fra den kyndige havemand, der også står bag Facebook-tidsskriftet "Have magasinet", hvor der løbende bliver givet gode råd og interessante oplysninger til de danske haveejere. Du kan følge magasinet her.

Ellers kan du læse mere eller kontakte firmaet her: www.denrigtigegartner.com/


 
Danske Anlægsgartnere   -   Sankt Knuds Vej 25   -   1903 Frederiksberg C   -   (+45) 33 860 860   -   info@dag.dk   -   Medlemslogin