
Giv din græsplæne farver
Tidlige løgvækster og forårsbebudere som vintergækker, påskeliljer og krokus kan også kombineres med plænen i stedet for kun at være i bedet. Krokus er rigtig god i plænen, da de små løg er nemme at stikke ned gennem græstæppet og at de fleste krokussorter afblomstrer, inden græsset skal klippes første gang. Vil man gerne sikre blomstring i mange år, skal man også være sikker på at løgets blade også er visne inden klipning. Perlehyacint (Muscari armeniacum), Porcelænshyacint (Puschkinia scilloides), Dværgtulipan (Tulipa pulchella), Vår-iris (Iris danfordiae) og Dværgiris (Iris reticulata) er også små smukke forårsbebudere der gør sig godt i græsplænen.

Vil du beholde plænens løgvækster i flere år, så vent med at klippe græsset indtil løgets blade er væk. Foto: Kasper Foldager
Ønsker man vintergækker (Galanthus) i græsplænen, så kan det anbefales at sætte løgene i februar/marts, mens de er sprunget ud og har blade. Det er meget små løg og de er skrøbelige overfor flytning/lægning om efteråret. Har man købt vintergækker i potte, så del forsigtigt løgene og plant dem med løget i 7 centimeters dybde og med 7 cm. afstand til hinanden. Nip hovedet af, så den ikke bruger energi på frø det første år og man vil også først få fuld glæde af dem på 3. år, så hav tålmodighed.
En græsplæne kan også suppleres med påskeliljer (Narcisus). Løgene kan sættes med blomst om foråret, når nattefrosten er væk. Har man afblomstrede påskeliljeløg fra en krukke, kan man opbevare dem tørt, mørkt og køligt, og stikke dem ned i græsplænen til efteråret. Så vil de komme op næste forår. Påskeliljer vil dog stå længe efter græsklipsæsonen er startet, helt frem til efter Sankt Hans, så her vil det anbefales at sætte påskeliljeløgene i klynger, så de vokser op i øer, man kan klippe udenom. Selv efter afblomstring, skal man klippe udenom indtil bladene også er visnet helt ned. Så er man sikker på at løgene har fået samlet den næring de har brug for til næste år.
Fælles for alle løgvækster er, at når de har stået en del år og der er en klynge af mange blomster, kan man med fordel grave løgene op og dele dem. På den måde får løgene mere plads og de vil med tiden sætte nye sideløg.
Husk at du altid kan få hjælp til plænen hos din lokale, garantisikrede anlægsgartner.