Hjælp haven under den tunge sne
Det bliver ved med at vælte ned med sne, og det lægger et enormt pres på havens planter.
Sneen kan nemt opnå en vægt på hele 300 gram per liter, hvilket svarer til 300 kilo pr. kvadratmeter. Så højt et tryk er ikke alle planter i stand til at klare.
Jeg har for eksempel oplevet, at halvdelen af et stort skovfyr knækkede af pga. en meget stor mængde sne, som havde lagt sig på grenene. Skaden var så stor, at jeg måtte fælde hele træet. En del af årsagen var også, at stammen delte sig i to med en meget spids grenvinkel imellem.
Hjælp de tyngede planter
Især stedsegrønne planter som rododendron, thuja, buskbom og cypresser kan blive tvunget i knæ, og grenene kan flække og knække.
Derfor kan det være en god idé at gå ud med en blød kost og feje lidt af sneen af planterne eller forsigtigt ryste det af. Husk at starte nedefra og bevæg dig opad. På den måde flytter du ikke mere sne ned til de lavere dele af planten.
Er din busk allerede bukket sammen, kan du måske hjælpe den lidt på plads med at binde lidt snor omkring den og dermed forhindre yderligere skade. Helt beskadigede planter må du klippe til, når sneen er smeltet bort.