Nu skal der plantes roser
En rose skal først og fremmest være smuk. Både i form, farve og blomsterflor. Og så skal den helst dufte dejligt og blomstre længe.
Men rosenbusken skal også være pæn og kunne producere en masse blomster. Derfor er det vigtigt, at den har god modstandskraft mod sygdomme, især stråleplet, som kan få planten til at stå helt uden blade sidst på sæsonen.
At få smukke roser i sin have er ikke udelukkende et spørgsmål om at vælge en pæn rose og plante den. Roser kræver mere pasning end de fleste andre planter i haven, hvis de skal blive så smukke, som vi drømmer om. Så hvor meget arbejde vil du have med dine roser?
Nemme roser
Hvis det vigtigste er, at roserne stort set kan passe sig selv, kan du vælge visse typer af historiske roser.
Dog blomstrer de kun 3-4 uger, men er ofte meget blomsterrige. De kræver næsten ingen beskæring, du skal blot fjerne et par af de ældste grene og afkorte andre, så busken får en pæn form. Desuden kræver de kun en lille smule gødning om foråret, og skal kun vandes, mens de er nyplantede og helt unge.
De er også hårdføre, kræver ingen vinterdækning og behøver ikke så god jord som andre roser. Historiske roser er mellemstore til store buske, så du skal sørge for, at der er god plads, hvor du planter dem. Tænk på disse roser som prydbuske i stedet for at sammenligne dem med de lavere bedroser.