Ny og flottere græsplæne
Det er ikke nok bare at smide lidt ekstra græsfrø ud på den gamle græsplæne, hvis den er blevet ujævn og tyndslidt. En frisk, tæt, grøn plæne kræver lidt mere arbejde.
Der er ikke andet for end at gennemgrave græsplænen. Og selv om nogle vælger at fræse den, så anbefaler jeg altid at grave.
På den måde får du vendt det gamle græs ned i bunden af plænen, mens du samtidig skåner jordstrukturen.
Brug fødderne
Efter gravningen skal plænen rives for sten og rødder, hvorefter den skal “trædes”.
Det vil sige, at du træder jorden sammen med fødderne, så det får en kompakt struktur. Nu kan du strø frø ud på plænen. Beregn cirka fire kilo pr. 100 kvadratmeter.
Slåning gør plænen tæt
Når græsset er blevet cirka ti centimeter højt efter ti dage til tre uger, skal det slås for første gang.
Slåningen er med til få græsset til at brede sig ud og blive tæt.
Et andet tip til en tæt og grøn plæne er at vælge en frøblanding med mikrokløver i. Kløveren fylder ud mellem græsstråene, så plænen bliver tæt, og danner samtidig kvælstof til græsset. Dermed kan du undgå at gøde plænen yderligere.