
Skal jeg luge i januar?!
Det varme vejr betyder, at ukrudtet vokser, selvom kalenderen viser januar. Derfor kan det være en rigtig god investering af starte med at bekæmpe ukrudt allerede nu.

Sådan plejer januarhaven at se ud, og så kan det være svært at finde ukrudtet. I år har det milde vejr dog betydet, at ukrudtet allerede er begyndt at skyde op. Foto: Viola Kovacs
Din gevinst er ganske enkelt mindre havearbejde til sommer, hvis du fjerner ukrudt i bedene i disse milde januardage.
Har planterne først fået mulighed for at vokse sig store og sunde i løbet af vinteren, vil de være vanskeligere at fjerne senere på året. Men fjerner du dem om vinteren, er de nemme at trække op og det endda med rod. Jorden er blød og gennemvædet, hvilket får jorden til nemmere at give slip på rodnettet. Om sommeren er der ofte underskud af nedbør og jorden er hård, hvorved roden lettere knækker af. En “glemt” ukrudtsrod skyder igen, og du er ikke kommet videre med at lette ukrudtstrykket i haven.
Desuden vil vinterens ukrudt tidligere være klar til at sprede sine frø og skabe nye problemer for dig i den kommende vækstsæson.
Januarlugning giver sommerafslapning
De seneste års grønne vintre har givet ukrudtsplanter som 1-årig rapgræs, bynke og Stolthenrik gode vækstbetingelser. Og dårlig samvittighed blandt haveejerne, der ellers burde nyde haven om sommeren og drømmer om blot at plukke blomster og nyde smagen af friske jordbær, og ellers sole sig med god samvittighed på terrassen.
Det er bare ikke altid virkeligheden for haveejeren, men en rask indsats i januar kan som sagt give mere fritid, når varmen bager.
Ellers er tiden også god til at omplante nogle af havens spirende krokus og vintergækker til krukker indendørs – eller kommer i gang med beskæringen af havens større buske og træer, mens du kan se grenstrukturen uden blade.
Husk at du altid kan kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartner, hvis du ikke orker lugningen eller andet havearbejde.