Blomster I Haven Blomsterløg Danske Anlægsgartnere

Det fine forår starter nu

Det smukke efterår kan gøre én helt glad for, at der er stadig er vigtige haveopgaver tilbage. Lige nu er det eksempelvis ved at være tid til at plante forårets blomsterflor.

Her tænker vi på blomsterløgene. For selv om du tidligere har plantet løg i haven, er det ikke ensbetydende med, at de kommer igen. Mange løg i haven forsvinder nemlig, og særligt tulipaner holder ikke mange år, og det samme gælder pinse- og påskeliljer. Derfor kan det være nødvendigt med et par års mellemrum at forny sin bestand af løg i haven.

Almindelig Snepryd (Scilla forbesii) kommer tidligt og er smukke i græsplænen

Almindelig Snepryd (Scilla forbesii) kommer tidligt og er smukke fx i græsplænen

Overvældende udvalg

Du kan plante dine forårsløg fra nu af og hele oktober måned. Men hvad skal man vælge? På planteskolerne er der så mange at vælge imellem, at det kan være som at være barn i en slikbutik. Der er tulipaner med lang stilk, botaniske tulipaner (er de mest holdbare), påskeliljer, perlehyacinter og mange, mange flere. De fleste typer findes i flere forskellige højder, farver, blomstringsperioder, bladfarver osv. Og når man så står der i planteskolen, har man kun en plantebeskrivelse og et foto at vælge ud fra. Derfor er det godt at have gjort sit forarbejde hjemmefra.

Når du skal købe dine blomsterløg gælder de samme forhold, som ved alle andre køb af planter – planlæg købet i forvejen:

• hvor stort et areal skal der købes løg til.
• hvilke farver vil man have.
• hvilke højder skal der være en type eller flere blandet sammen osv. osv.

Planlæg dit tidlige forår

Da de tidlige løg som tulipaner, narcisser, krokus, snepryd, hyacint, skilla osv. lægges bedst i oktober måned, er september et godt tidspunkt at planlægge det tidlige forår. Mangler der tulipaner og narcisser i staudebeddet? Skal der være et løgtæppe i græsplænen med skilla, krokus mv? Mulighederne er mange, og løg er lette at vedligeholde – græsplænen skal du klippe første gang, efter at løgene er visnet ned.

Sådan vælger du løg

• Mærk efter på løgene om de er hårde og sunde eller svampede og dårlige.
• Er der flere størrelser på de samme løgtyper, bør man altid købe af den største sortering. De små løg kan nemlig godt være for svage til, at kunne sætte blomster første år.
• Det kan være en god idé at købe løgblandinger, hvor der er 3-5 forskellige typer og farver. Det er normalt valgt så de klæder hinanden og giver lang blomsterglæde.
• Plant gerne løgene mellem for eksempel Hosta, lav brudeslør eller andre sene stauder, så skæmmer de afvisende toppe ikke bedene.

Husk at du altid kan ringe til din lokale, garantisikrede anlægsgartner, hvis du vil have hjælp til at planlægge forårshaven.