At plante i det tidlige forår
Der er ingen problemer med at plante nu, så længe jorden ikke er frossen og at plantens rødder ikke udsættes for frost i forbindelse med plantningen.
Med det milde forårsvejr vi har haft i marts er mange allerede gået i gang med havearbejdet, plantning, såning, nedskæring af stauder, lægning af kartofler osv. og det er stadig ikke for sent. Så længe de løvfældende planter ikke er sprunget ud, kan det nås endnu at plante barrodsplanter. Kan man få planter fra køl vil det være muligt at forlænge plantesæsonen. Køber man planter med klump eller i potte, kan de stort set plantes hele året rundt. Dog kan det være en udfordring om sommeren, da det vil kræve en del vanding. Derudover skal man være opmærksom på, at planterne ikke kommer fra drivhus eller på anden vis beskyttede forhold – fra udlandet, hvor klimaet er mildere. Denne type planter kan have problemer med at tåle frosten.
Til manges overraskelse er det bedst at plante stedsegrønne planter fra medio april og frem til starten af juni, da det vil give dem god mulighed for at etablere sig ved et veludviklet rodnet i næste vinder. Planter man stedsegrønne planter sent om efteråret, kan planterne have svært ved at modstå en kold periode med forst, da et mindre veludviklet rodnet har svært ved at optage vand, når jorden er frossen. Derfor oplever vi ofte at stedsegrønne planter dør af vandmangel om vinteren.
Husk at stedsegrønne planter også skal vandes i tørre perioder om vinteren. Nyplantede barrodsplanter skal også vandes inden udspring, da deres reducerede rodmasse har sværere ved at finde vand end etablerede planter.
Ved valg af planter skal man huske på at have planter, som blomstrer, har flotte høstfarver osv. hele året – så haven ikke kun er smuk om foråret, fordi det er her man besøger planteskolen.
Det er også et godt tidspunkt at dele og flytte stauder, mens deres nyvækst er minimal.
Desuden er disse dage gode til at ind- og nedskære hækken, da perioden med en grim hæk vil være kort. Man kan stadigvæk nå, at beskære træer og buske.
Se også fagkonsulentens pointer og video omkring spørgsmålet “Planter du forkert?” HER.
(Topfoto: Noah Buscher)