Kvashegn Beskåret

Behold kvaset i haven

Kvashegn og kvasbunker er virkelig gode måder at øge biodiversiteten i ens have. Bunker af afklippede grene og haveaffald bidrager med både gemmesteder og levesteder for mange insekter, nedbrydningssvampe, mus og måske også pindsvin og fugle, samtidig med at de flere insekter vil være føde for flere fugle og sådan fortsætter det.

Ikke nok med én gang

Det er vigtigt, at der årligt tilføres nyt materiale i form af grene, da de nedbrydende organismer har deres helt unikke placering i nedbrydningskæden. Nogle starter nedbrydningen af friske grene, mens andre afslutter ved at omsætte de sidste rester.

Der skal kort sagt være mad til alle!

Udformning af kvashegn

Kvashegn Furesø3

I Furesø Kommune placerer de faktisk afklippede grene fra kommunens løbende vedligehold i smukke kvashegn, og det sammen kan man gøre i sin private have (klik for foto i større opløsning). Foto: Furesø Kommune

Kvashegn kan udformes på mange måder, og man kan sagtens bare have sit grenafklip liggende i en bunke.

Men hvis man vil gøre lidt ud af udformningen er det en god idé at nedramme pæle som ramme for hegnet. Her vil fagkonsulent Kim Tangs anbefaling være at bruge tilspidsede, kvarte hegnspæle af træsorten robinie. Robinie sikrer en lang holdbarhed – mere end 20 år. Grene fra haven og andre former for pæle kan også bruges, men vil ofte have en begrænset levetid.

Sæt pælene med en afstand på 30 – 60 cm, så grene kan flettes mellem dem. Det giver en både flot og holdbar side på hegnet. Har man ikke mod på at flette grene mellem stolperne, kan man også bare lægge grene mv. ned mellem pælene. Her skal de yderste grene gerne være længere end afstanden mellem pælene. Den nemmeste måde at få placeret pælene vil være ved at bruge en knopstang til prikke et hul i jorden, hvori pælen placeres og bankesdet sidste stykke med en forhammer eller lignende.

Placering af kvashegn

For omsætningen af kvaset vil det være en fordel at placerer det i skygge, da mere fugt fremmer omsætningen. Men er det en fordel, at kvaset omsættes hurtigt? Det vil bare kræve med arbejde og materiale til fornyelse af hegnet. Det er op til dig selv at beslutte, men under alle omstændigheder vil det altid være en god ide, at efterlade sit haveaffald i haven, da man herved ikke bruger CO2 på bortkørsel mv. og da det vil øge bindingen af CO2 i haven – først i uomsatte grene og blade og sidst men ikke mindst om øget humus i jorden.

Held og lykke med kvasprojektet og husk at du altid kan kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartner for hjælp med havens opgaver.

(OBS! Fotos er fra Fureø Kommunes løbende indsats for mere biodiversitet)