Beskæring af roser i foråret

Roser Nicolae George Nedelcu

Roser giver mange haveejere stor glæde. Og så gælder det om at passe på dem, hvilket indebærer beskæring. Foto: Nicolae George Nedelcu

Da risikoen for frost omkring 1. maj er lille, er det tid til at beskære dine roser (men hold lige øje med 7-døgns vejrudsigten først!). Ved sen nattefrost vil nye skud blive ødelagt af frost, hvilket sker næsten hvert år. Men da de fleste tidlige skud hovedsagelig sidder i grenenderne, betyder en bortfrysning ikke så meget, da enderne alligevel skal skæres bort inden vækstsæsonen.

Kommer nattefrosten derimod først efter, at roserne er blevet skåret ned, er det dog et problem. På dette tidspunkt vil der nemlig være en mindre mængden af “hvilende” knopper, som ikke har dannet et nyt skud.

Sådan beskærer du

Du skal beskære grenene tilbage til lige over et nyt skud/knop, som vender i den retning, du vil have, at skuddet skal udvikle sig i. Det vil som regel være et udadvendt skud. Det er vigtigt at bruge en skarp saks, så snittet bliver helt rent. Hvor meget du skal skære roserne tilbage, afhænger af dine ønsker.

Klipper du lavt, kommer der få, men store blomster, og klipper du højere, kommer der flere blomster og rosen bliver større og mere busket.

Ældre gartnere har i deres læretid altid fået fortalt, at der kun bør efterlades grenstykker på ca. 20 cm. Personligt efterlader jeg ofte grenstykker på op til 50 – 60 cm, naturligvis under forudsætning af at der er plads til en større rose.

Døde kviste og grene

Er der døde kviste og stabbe på rosen, skærer man ned til et friskt skud. Hvis en gren er helt død, skærer man til basis. I nogle bøger står der, at man skal påføre sårmaling eller podevoks. Det er en dårlig ide – i bedste fald er det uden virkning, og i værste fald gør det kun skaden værre.

Husk at du altid kan ringe til din lokale, garantisikrede anlægsgartner, hvis du har brug for hjælp til haven – og det kan endda trækkes fra med Håndværkerfradraget.