Greg Shield KAc0En1s1h8 Unsplash

Blade, blade, blade

I disse dage er haven dækket af blade. Og hvad gør man så med det flotte løvfald? Kan man lade det ligge?

Græsset dør efter en måned

Der er andet end kosmetiske årsager til at fjerne bladene, da mange blade på græsplænen vil kvæle græsset. Så længe bladene er tørre og kan blæses rundt, er problemet ikke så stort. Det er først, når blade danner et fugtigt, blivende lag, at græsset begynder at tage skade.

Men så det går det til gengæld også ned ad bakke forholdsvis hurtigt. Allerede efter en uge vil græsset begynde at visne og efter en måned helt gult – ligesom du kender det, hvis der har stået en spand eller ligget en plade længe på græsset.

Der går dog nok mere end en måned før græsset dør helt. Det passer meget godt med, at bladene for alvor begyndte at falde af for en måned siden, og du skal dermed til at have dem fjernet nu. Desuden kan bladene forårsage  skimmel og svampeangreb.

Blade nærer og isolerer

I de fleste bede kan blade med fordel blive liggende, da de både giver næring til jordens dyr og isolerer. Dog kan et meget tyk lag af blade i staudebedet gøre det svært for både løg og stauder at bryde frem til foråret . Her vil jeg anbefale at fjerne en del af bladene til januar, inden løgene mv. bliver for store.

Brug græsslåmaskinen

Der findes en genvej i forhold til en omfattende rydning af blade. Med græsslåmaskinen kan du nemlig ituslå bladene på en sådan måde, at de ikke kommer til at ligge som et tykt, fugtigt lag. Blade fra birk og bøg er bedst egnet til denne proces, men letforgængelige blade fra ask, ær, hassel mv. nemmere vil danne et tykt lag, der skal fjernes manuelt.

Kompostering af blade

I stedet for at fylde de nedfaldne blade i poser og køre bladene på affaldspladsen, vil jeg anbefale at blande dem i komposten. Når jeg skriver blande, mener jeg blande. Et tykt lag blade øverst  i kompostbunken klasker oftest sammen og bliver svært omsætteligt.

Ved at blande bladene i den mere eller mindre omsatte kompost, gøres komposten luftig og kompostsormene får let adgang til det tilførte materiale. Virker komposten tør, bør der ved samme lejlighed vandes.

Husk at du altid kan hyre din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at stå for vedligeholdelsen i haven.

(Topfoto: Greg Shield)