Er din grund skybrudsklar?

Skybrud med enorme mængder vand er efterhånden ikke længere nogen sjældenhed herhjemme.

Store mængder vand kan på kort tid oversvømme en parcelhusgrund, og så er der risiko for, at også huset og kælderen står under vand.

Det var en af grundene til, at jeg tidligere på året tog til fagmessen Have & Landskab i Slagelse og så nærmere på fremtidens haveløsninger.

I indslaget kigger jeg på, hvordan haven kan indrettes, så den kan rumme vandmasserne fra oven.

Tåler tit mere

En mulighed er at forme arealet i haven sådan, at al vand vil samle sig i midten. For selv om vandet vil hæve sig, så trækker det hurtigt væk igen. Og planterne vil ingen skade tage. De tåler nemlig ofte mere vand, end vi giver dem.

Som det sidste nye inden for området, taler jeg om belægninger, der ikke leder vandet i kloakken, men trækker vandet ned gennem jorden. Og det er en god ide.

Så får vi mere grundvand, og vi holder kredsløbet i gang.