Forårsaftener i haven
Hele denne uge er jeg ræset hjem fra arbejde for at nyde de første lyse aftener med solskin i haven. Nogle aftener bare med en kop te i hånden for at tjekke, hvad der er sprunget ud i dagens løb. Måske piller jeg lidt ukrudt op hist og pist undervejs.
Plantning i krukker
Et par andre aftener har jeg plantet ud i krukker. Nu står der oregano, spanske magueritter, rosmarin, akelejer med mere og pynter på terrassen. Forsøger i år også med en enkelt krukke med en opgravet storkenæb fra haven. Og så skal jeg i øvrigt også lave et par små krukker med husløg for at se, hvordan det fungerer.
Gamle og nye krukker
Nogle af mine gamle krukker har stået vinteren over med jord i. Sådan stod de også sidste vinter. Når de så skal nyplantes, lufter jeg jorden og giver lidt ny jord på toppen. Det plejer at fungere fint. Nye store krukker får potteskår i bunden, dernæst noget grus, der bare ligger og roder i et hjørne af haven blandet med fyrrenåle og andet tørt ved. På den måde får krukken en solid bund, og jeg sparer lidt på den dyrtindkøbte havejord.
Liv i terrassen
Blomsterkrukkerne giver masser af liv – eneste ulempe er, at de skal vandes meget. Men husker jeg det, så kan blomsterne leve fint til langt hen på sensommeren.