Giv kærligheden liv
Naturligvis er en afskåren, højstilket rose blevet den traditionelle gave, hvis der skal gives blomster i kærlighedens navn. Men netop når det gælder kærligheden, synes vi, at det er oplagt at give noget, der kan leve videre. Planteskolerne har et væld af duftende, klatrende eller hårdføre roser i et væld af farver, som du kan gå på opdagelse i og give til din udkårne som et symbol på, at kærligheden lever og vokser.
Skal din udkårne have andet end en rose på Valentine’s Day, kan du overveje at se på det store udbud af løg i potter. Så får du nemlig en tidlig blomstring inde eller på altanen i milde periode. Her kan du med fordel vælge nogle af de mere utraditionelle, tidligt blomstrende løgplanter, såsom anemoner, vibeæg eller kejserlilje. Efter afblomstring kan disse så plantes ud i haven bede, hvor man gerne fremover vil have løgplanter.
Til samme formål kan man også købe påskeklokker, som uden problemer kan stå udendørs og blomstre (se foto).
Husk at du altid kan kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartner, hvis haven skal have en kærlig hånd.