Græsplæne Skal Have Gødning 1043

Græsplæne og gødning

(OBS! SE VIDEOEN MED FAGKONSULENT KIM TANG NEDERST)

Du kommer ikke uden om gødning, hvis plænen skal være grøn og smuk sæsonen igennem. Heldigvis kræver det ikke den store indsats at få en frodig og grøn græsplæne, og det kan gøres på forskellige måder.

Den mest almindelige

  • Den mest almindelige form for gødning er kunstgødning, som man spreder ud på plænen.
  • Det skal gøres fire gange om året, da kunstgødningen hurtigt frigiver sine næringsstoffer.
  • Start i april hen mod slut maj, og så i august og hen i september måned.

Kun to gange om året

  • Vil man undgå at gå en gøde-runde fire gange om året, findes der alternativer, hvor man kun skal gøde to gange.
  • Der er lavet nogle særlige gødninger, vi kalder langtidsvirkende gødninger, som frigiver næringsstofferne langsommere.
  • Plænen vokser hurtigt lige efter, man har spredt kunstgødningen, mens man får en mere jævn vækst i græsplænen med den langtidsvirkende gødning.

Miljøvenlig gødning

Men man kan også vælge andre veje end kunstgødningens og bruge naturbaserede gødninger, som er produceret på animalske produkter som hønselort og benmel. Men man kan også begynde at tænke på gødning, allerede når græsplænen anlægges og anlægge den med frø med mikrokløver i. Fordelene er, at kløveren er med til at samle kvælstof fra luften og frigive det i jorden. På den måde bliver kløveren til gødningsproducent for græsset.

Gødningens hovedregel

Men man skal lige tænke sig om, inden man giver sig i kast med at gøde plænen.

For det er bedst at gøde, når man kommer hjem fra ferie og ikke inden, da det kan efterlade naboer eller andre, der passer haven, med et kæmpe pasningsarbejde.

Det bedste tidspunkt at gøde på er i tørt vejr, lige før der er udsigt til regn. Det giver den største effekt, og man undgår at græsplænen bliver sveden og får brune pletter.

(OBS! Husk at du altid kan kontakte en af Danske Anlægsgartneres garantisikrede anlægsgartnervirksomheder, hvis du vil have anlagt eller passet plænen)