Gravning af køkkenhaven

Havearbejde

Husk at tænke dig om inden du begynder at grave køkkenhave. Foto: Sandie Clarke

Det er en gammel tradition at grave køkkenhaven hver efterår, men det er ofte ikke umagen værd. Rent fagligt fraråder fagkonsulent Kim Tang næsten altid at grave haven, da det ofte skader mere end det gavner.

Ved at grave jorden forstyrrer du det biologiske liv i jorden, orme rives over og andre mikroorganismer kommer enten ligge dybere eller højere i jorden. Ingen af delene har de godt af, for tættere på overfladen bliver de udtørrede, og længere nede mangler der ilt.

Hvis jorden er meget leret, kan en efterårsgravning dog være en god ide. Her vil frosten hjælpe med til at sprænge de hårde jordklumper. Det kan også være nødvendigt at grave, hvis jorden er blevet hård som følge af færdsel og lignende. Her er en greb altid et godt redskab.

Der er dog også andre grunde til, at det kan være en gode idé at grave køkkenhaven. Det gælder på steder, hvor der er mange rødder i overfladen eller når man skal have tilført større mængder af kompost eller kogødning.

Ved at grave får du fjernet rødderne fra overfladen og bladet komposten ned i jorden, og jorden bliver nemmere at kultivere. Du skal dog være opmærksom på, at tidlig efterårsgravning giver let adgang for dræbersneglene til at finde beskyttede hulrum nede i jorden, inden frosten for alvor kommer. Det kan give flere overvintrende snegle i haven om foråret.

Hvis du på sigt vil gøre jorden så bekvem, at gravning ikke er nødvendig så begynd på løbende tilførsel af organisk materiale, vinterdække, brug af grøngødning m.v.

Husk at du altid kan få din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at hjælpe med haven – også køkkenhaven!