Hjælp haven i gang efter ferien
Har du været væk på ferie i denne sommers allervarmeste uger, er du sikkert vendt hjem til en have, der er visnet væk.
Fagkonsulent Kim Tang kom eksempelvis hjem til en afsveden græsplæne, døde rhododendron-buske, visne roser og et staudebed, der havde givet op.
I indslaget nederst på siden giver han et par til, hvordan man kommer videre med en udtørret have.
Klip ned
Græsplænen bliver helt gul og tør i en varm sommer, men efter bare den smule regn, vi har fået nu, er den allerede blevet lidt grøn igen. Så den skal nok komme sig.
Anderledes forholder det sig med f.eks. rhododendronbuske, der har manglet vand. Her må man beskære helt ned til den levende stamme enten i efteråret eller næste forår.
Så længe behøver man ikke at vente, hvis det er roserne, der har smidt blomsterne og ser triste ud.
Roser en gang til
Mange rosensorter kan blomstre flere gange, hvis de bare får lidt hjælp. Klip de blomsterbærende grene af og giv rosen masser af vand og måske lidt gødning. Så vil der være friske knopper og blomster om to-tre uger.
Du kan også indrette haven på en måde, så den bedre tåler varmen. Det har Kim Tang gjort, og derfor er eksempelvis staudebedet nu helt visnet ned.
Næste år vil han tilplante staudebedet med nogle planter, som bedre kan tåle den meget tørre jord, der er netop her.
Husk at du altid kan få et af Danske Anlægsgartneres lokale, garantisikrede medlemmer til at hjælpe med havearbejdet.