Husk træerne i tørken
De fleste ved, at krukkerne på terrassen skal have vand i tørken. Men man tænker ikke altid på, om havens træer også kan blive presset af den usædvanligt lange tørkeperiode.
Det gælder især træer med et begrænset rodvolumen, altså unge træer som endnu ikke har fået et stort nok rodnet til at skaffe vand nok i tørken eller træer, som ikke har ret meget plads til rødderne, fx fordi de er plantet mellem vej og indkørsel eller lignende.
Træer, der mangler vand, vil vise tydelige tegn på tørkeskader, primært at de begynder at hænge. Det betyder, at skaden er i gang, men du kan stadig nå at redde dem.
Mindst 200 liter
Når man vander et træ, er det vigtigt, at vandet kommer ned til rødderne og ikke strømmer af eller fordamper på overfalden. Det kan sikres ved at lave en vold af jord rundt om stammen og fylde den med vand, eller alternativt bruge en vandingspose, der kan købes i de fleste byggemarkeder.
Det er vigtigt at huske, at hvis et stort træ først viser tegn på at mangle vand, er jorden for alvor blevet tør. Vi anbefaler derfor, at man som minimum giver træet 200 liter vand. Læg dog mærke til om vandet kan sive ned eller om der er stående vand i længere tid. Rødderne kan ikke tåle at stå oversvømmet, hvilket kan ske hvis træet er plantet eksempelvis ovenpå et lerlag.
Husk at du altid kan bede din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at holde din have sund og smuk.