Klatreplanten skader ikke dit hus
Det kan se rigtig flot ud, men de fleste kender advarslen: Klatreplanter skader murværket på huset.
Men det er en sandhed med store modifikationer. Forskning har faktisk vist, at klatreplanterne ikke skader husene. Tværtimod, for de kravlende planter er som regel til gavn for husene.
De hindrer regn og fugt fra husvæggene, og at husvæggene bliver varmet for meget op. Men når det så er sagt, så er der også nogle ting, man skal være opmærksom på.
Forskellige typer
Selv om planterne i sig selv ikke er ødelæggende, skal man passe på med at lade dem vokse for tæt omkring vinduer, nedløbsrør og tagrender.
Og så skal man gøre sig tanker omkring hvilken type man planter hvor.
Vedbend og rådhusvin efterlader sig for eksempel begge hæfterødder på muren, hvilket betyder, at de ikke har brug for opbinding.
Men det kan man også betegne som en ulempe, da klatrerødderne vil efterlade sig synlige rester på muren.
Hold dem nede
Det gælder derfor om at holde planterne nede. Vokser planterne omkring vinduerne, skal du klippe dem et stykke væk fra vinduerne. Ligesom du skal holde dem et stykke under taget.
De skal kort sagt hele tiden være et stykke fra, hvor de ikke skal være.