Lad haveaffaldet blive i haven
De fleste haveejere behøver faktisk ikke køre deres haveaffald til genbrugspladsen og bruge både tid og CO2 på det. Hvis du lader afklip fra havens forskellige opgaver blive i haven, så hjælper du både klimaet og biodiversitet – og sparer dig selv for et par køreture.
Der er mange måder at opbevare haveaffaldet i haven uden at det ser uordentligt ud. Nogle vælger at lave et pileflethegn at placere afklippet bag eller laver et kvashegn, nogle haveejere placerer det ude af syne i bede og under træer, mens andre igen simpelthen dynger det op i en bunke. Det kommer an på temperament og æstetisk sans, for insekterne og klimaet er ligeglade med løsningens udseende.
Du kan læses Københavns Universitets forskningsbaserede råd HER og se, hvor stor klimaeffekten faktisk er.
Når man laver en kompostbunke eller for den sags skyld et insekthotel, er det vigtigt at man løbende forsyner det med nyt træ og grene. Mange insekter har nemlig de første stadier af deres liv i træ med én slags nedbrydning, mens de har brug for træ i andre grader af nedbrydning til eksempelvis at yngle i. Kort sagt – det bedste for biodiversiteten er at have både nyt, ældre og næsten nedbrudt træmateriale liggende tæt ved hinanden i haven.
Undgå plastik kompostbeholdere
Dog vil fagkonsulent Kim Tang fraråde brugen af kompostbeholdere af plastik. Ikke (kun) fordi de ser uklædelige ud, men også fordi at regnorme og andet af jordens liv, som hjælper med at omsætte grene og blade til jord, ikke har mulighed for at komme til haveaffaldet.
Husk at du altid kan få din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at hjælpe med havearbejdet – eller at skabe en god løsning til dit haveaffald.