Når græsplænen er tørret ud
Normalt anbefaler vi de danske haveejere at lade være med at vande græsplænen, selvom den får tørre pletter. Sjatvanding giver nemlig “hjælpeløse” planter, som ikke laver dybe rødder og dermed ikke ruster sig til at overleve tørke. Men selvfølgelig kan selv græs blive så tørt, at planterne dør, og i de sidste par måneder har vandmanglen i de danske haver været så markant, at mange haveejere oplever udtørrede og visne områder på dele af græsplænen.
Mange af disse vil dog komme igen, når regnen kommer, men nogle steder vil det være for sent. Du kan evt. prøve at hive en af de tørre græsplanter op og nuldre rødderne: Hvis vækstpunktet og rødderne stadig er lidt bløde og fugtige, er græsset stadig i fin form.
Chancen er dog stor for at du vil have områder med dødt græs i plænen, og hvad gør du så?
En skjult gave
Faktisk er en udtørret græsplæne ikke kun en ulempe. De første græsser, der vil visne og dø i en længerevarende tørkeperiode, er 1-årig rajgræs. Som navnet antyder dør denne græssort efter ét år og er derfor ikke særlig ønskværdig i græsplænen. Dermed er tørken også en chance for at komme 1-årig rajgræs til livs og erstattet døde græsplanter med nye flerårige græsplanter.
Når græsplænen fremstår helt tør, vil mange opleve, at ukrudtet træder tydeligere frem i plænen og fremstår grønne og frodige i det tørre græs. Dette er en oplagt chance til at få opdaget og fjernet plænens uønskede arter, såsom mælkebøtter, vejbred osv.
Riv først, efterså senere
Først når der er kommet regn og græsset er begyndt at gro, vil du kunne se, om der er områder på græsplænen, som er døde. Inden du eftersår skal du dog rive de tørre områder igennem for at flå så meget død græs væk som muligt og frilægge jorden. Så kan du vande, efterså og derefter rive den eftersåede jord for at “blande” frø og jord, så fugtigheden beholdes. Det kan anbefales at bruge en græsblanding, som er beregnet til eftersåning – typisk indeholder græsblandinger 3-4 forskellige græsarter, som sikrer en god etablering.
Vand til det nye græs
Det er naturligvis en fordel at vente med at lave ny plæne eller efterså til, der er regn i horisonten. Tørre græsfrø kan nemlig ligge på jorden længe uden at tage skade, men hvis de har fået lidt fugt, slår de rod og prøver derefter at sende blade op. Det er i denne fase, at græsplanten er særligt udsat og har brug for vand.
Klip græsset højere end normalt
Når der er udsigt til lange perioder med tørt vejr, kan det være en fordel at lade græsset blive lidt højere end normalt og sætte græsslåmaskinens klippehøjde lidt op. Når græsset er længere, er det nemlig med til at skygge jordoverfladen og holde på fugten.
Husk at du altid kan bede din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at holde din have sund og smuk.