Omplantning og deling af stauder
September og oktober er et godt tidspunkt at omplante og dele stauder, der blomstrer i foråret og forsommeren. Her kan du stadigvæk se og huske, hvilke stauder har bredt sig for meget, og hvor er der huller i bedet, som kan udfyldes ved deling af andre eller ved indkøb af nye. Husk også at tænke over fordelingen af farver og om der er områder, hvor der mangler blomster på bestemte tider af året.
Vent dog til foråret med at dele stauder såsom høstanemone og asters.
Deling af stauder
Da de fleste stauder har oplagret energi i enten rødder eller knolde mv. tåler de fleste både flytning og deling selvom de ikke er visnet helt ned. Du kan dele de fleste stauder ved at skære eller hugge rodknolden eller roden over i flere mindre dele.
Danske Anlægsgartneres fagkonsulent Kim Tang bruger for det meste en spade til dette formål. Nogle stauder har et finere rodnet og kan fint skilles ad med hænderne.
Omplantning af stauder
Har du problemer med meget ukrudt i staudebedet, kan han anbefale at rense og omplante hele bedet. Det gør du ved at opgrave alle stauder for herefter at rense roden for ukrudt, inden de bliver plantet tilbage i bedet. Når du har taget de stauder op, som du ønsker at bevare, skal du gennemarbejde bedet med greb, kultivator og rive, inden stauderne igen kan plantes ud.
Har du adgang til en god kompost eller anden form for jordforbedring, vil Kim Tang også anbefale at udlægge og iblande nogle få cm (ca. 3 cm) i jorden inden genplantning.
Når du nu alligevel har stauderne oppe, så overvej at flytte rundt på dem, så de både farve- og vækstmæssigt står bedre i forhold til hinanden.
Det er en god idé at vente med at købe nye stauder til haven til de tider på året, hvor der mangler blomster i haven – alternativt kan man naturligvis læse sig frem til, hvornår de forskellige stauder blomstrer.
Erfaringen viser, at et besøg på planteskolen i f.eks. juni eller august bevirker, at man får øje på stauder, man ellers ikke ville have lagt mærke til. Om vinteren kan juleroser og prydgræsser være et spændende indslag i staudebedet.
Husk at du altid kan få din lokale, garantisikrede anlægsgartner til at skabe et smukt staudebed i din have.