Plant paradisæbler
I maj blomstrer paradisæblerne overalt i byen. Haver og parker og pladser lyser op med utroligt smukke, svævende hvide og svagt rødlige eller lyserøde skyer af blomster. For mig er dette et af højdepunkterne om foråret.
Specielt smukke er paradisæbletræer, når de er plantet på en græsplæne med bellis og mælkebøtter i blomst.
Paradisæblerne kan mere end at forskønne foråret
Med ovenstående billeder på nethinden kan vi kun anbefale at plante paradisæbler i din have. Desuden er paradisæbletræerne mindre træer, og udover en overdådig blomstring i maj er de også smukke om efteråret fra september til december. Her står nogle af dem dækket af små æbler og virker som en magnet på fugle, undertiden på baggrund af smukke høstfarver.
Hvilken skal du vælge?
Har du besluttet at plante et paradisæbletræ i haven, kan vi anbefale at vælge en af de sorter, der ikke er så modtagelige for skurv. Dette er desværre et problem for flere af de gamle sorter så som ‘John Downie’ og ‘Professor Sprenger’.
Derudover bør du inden købet tage stilling til både vækstform, og hvordan frugterne ser ud (farve og størrelse). De mindste bliver kun 3 meter høje, mens de største kan blive op til 10 meter høje. Nogle har en udbredt parasolformet vækst, mens andre er mere oprette i deres vækst.