Ukrudt i haven
Med vejret i maj har ukrudtet haft gode vilkår.
Og selvom man har været ude og luge og hakke, så har det ikke været optimale vilkår, for den slags skal helst foregå i tørt vejr med mere tørt vejr i de efterfølgende dage. Så er man nemlig sikker på, at det ophakkede ukrudt ikke ligger og slår rod igen.
I gang nu
Derfor er det en god idé for de fleste haveejere at komme i gang med ukrudtsbekæmpelsen nu, inden maj-ukrudtet får for godt fat og formerer sig.
En af de ukrudtstyper som er lige på nippet til at starte formeringen er havens mælkebøtter nu, så det gælder om at komme i gang nu og ikke mindst at få hele roden med op, inden frøene flyver. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om temperament, og børn elsker jo at blæse mælkebøttefrø ud over det hele, og elsker du at se børnene more sig, så lad endelig mælkebøtterne stå :)
Kogende vand?
Danske Anlægsgartneres fagkonsulent Kim Tang bliver nogle gange spurgt, om det kan betale sig at hælde kogende vand ud over ukrudt mellem sten og fliser. Og selvom ukrudtet dør og ikke kommer igen – fordi roden ganske enkelt bliver kogt – synes han ikke, at det kan betale sig. Det bruger en del strøm at koge vand, og hvis arealet med ukrudt er så småt, at det kan koges med et par kedler vand, så kan det også sagtens klares med håndkraft.