Vand i haven på den lette måde
Næsten alle bliver fascineret og tiltrukket af piblende, springende, klukkende vand. Det gælder både børn og voksne, og derfor har mange også en eller anden form for vand i deres have eller ønsker at få det.
Det behøver ikke være særligt dyrt eller tidskrævende at få lavet et lille vandarrangement i haven.
Som udgangspunkt kan du grave en stor balje ned, hvori der sagtens kan vokse forskellige vandplanter. Der findes eksempelvis åkander, der kan vokse på bare 20 cm vand.
Ønsker du lidt bevægelse og liv i vandet, kan du placere en lille pumpe i baljen – og straks har du et springvand.
Risikofrit vand
Nogen er dog lidt bekymrede for at have et bassin stående, hvor børnene kan falde i.
I dette tilfælde kan du skjule vandbaljen under en rist, membran eller lignende og vandet heri kan så fungere som reservoir for en vandsten, springvand eller for et vandløb.
Husk at du også altid kan kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartner, hvis du vil have vand i haven.