Vinterklargøring af redskaber

Inden haveredskaberne gemmes væk for vinteren, bør de rengøres og smøres. Det bedste er at spule jorden af graveredskaberne hver eneste gang de har været i brug. Men hvem får gjort det.

Netop derfor er det ekstra vigtigt denne ene gang om året at rengøre og pleje haveredskaberne – noget, der i sidste ende kan forlænge deres levetid med rigtig mange år.

Og det behøver hverken at tage oceaner af tid, være besværligt eller koste en formue – alt, hvad der skal til, er lidt knofedt samt enkelte, forhåndenværende midler.

Brug sand, sølvpapir og sprit

Du kan starte vinterrengøringen af dine haveredskaber med at tømme græsslåmaskinen samt de øvrige havemaskiner for benzin. Brug derefter en børste til at børste snavs, græs og lignende væk fra metaldelene.

Når det drejer sig om spaden, greben og de andre graveredskaber, skal du først børste den værste jord af. Dernæst kan du vaske dem i sæbevand og tørre dem grundigt af – eller du kan fylde en spand med sand og hive redskaberne op og ned i spanden, indtil snavs og indtørret jord er er væk.

For at beskytte metallet mod rust er det en god idé til sidst at spraye eller gnide det over med olie, inden redskaberne sættes til side.

Fjern rusten

Hvis skaden er sket, og metallet er let angrebet af rust, kan du bruge rustfjerner eller benytte dig af en anden og meget nem metode: Tag no-get stanniol, krøl det let sammen, og gnid så på metaldelene, til rusten er væk.

Og så er der savene og saksene, hvor blandt andet rester af harpiks, som har sat sig fast efter fældning eller beskæring af træer, er lidt af en pestilens. For at fjerne harpiksen kan du fx bruge en klud vædet med husholdningssprit.

Mange haveredskaber i dag har skafter af kunststof, som ikke kræver vedligeholdelse af nogen art. Er skaftet af træ, er det en god idé at shine det op og give det en behandling, så du undgår, at træet bliver så tørt, at det revner. Rens først jord og snavs af skaftet, og gnid det dernæst ind i linolie med en klud.

Hvis træskaftet er fuld af afskallet maling eller lak, er det en god idé først at slibe det med sandpapir og derefter give det en ny overfladebehandling.

Spaden, skovlen og hækkesaksen kan også have brug for en omgang slibning. Sløve haveredskaber, der ikke glider let ned i jorden eller skærer med et snuptag, kan godt give unødig sved på panden og ømme muskler. En almindelig metalfil kan gøre underværker. Slib begge sider af metalbladet, og gnid til sidst metallet ind i olie.