Størrelsen betyder ikke noget

Anlægsgartnermester Claus Olesen er egentligt uddannet landmand, men selvom han stadig har det grønne landmandsbevis derhjemme, er det indenfor anlægsgartnerfaget, at han i omkring 30 år har slået sine grønne folder.

Drømmehaver til de private kunder er en mærkesag hos Olesen Anlæg ApS

De første 15 år arbejdede han for Danske Anlægsgartneres tidligere landsformand, Frode Westh, og her fik han fagets normer helt ind under huden og en uddannelse til kloakmester oven i hatten.

I 1999 sagde han dog tak for lærepengene til sin mentor og blev selvstændig med Olesen Anlæg ApS. Efter at have været oppe på 6,5 ansatte, består virksomheden i dag af et lille team på 3, og det passer Claus Olesen perfekt.

“Det er et kanonteam, selvom det ikke er en voldsom størrelse. Men det er ligegyldigt, for det der betyder noget er, at vi kan lave et ordentligt stykke arbejde. Det kan vi garantere kunden – kvaliteten og den fordel, som det er at kunne arbejde helt tæt sammen. Det er vores force, at der er så kort vej fra mester til det, der foregår i marken,” forklarer Claus Olesen.

Drømmehaver til private

Olesen Anlæg ApS har specialiseret sig i at lave kunstfærdige nyanlæg og anlægge drømmehaver til private kunder.

“Det er helt klart vores fokusområde. Vi klipper selvfølgelig en hæk hist og slår en græsplæne her, men mine folk skal jo have nogle ordentlige udfordringer, og det får man ikke ved at klippe hæk,” fastslår anlægsgartnermesteren. Derfor har han heller ingen ambitioner om at bygge en større virksomhed med flere ansatte op. “Man skal aldrig sige aldrig, men vi skal helst ikke være markant større. Vi skal have lov til at lave noget ordentligt arbejde, det er på alle måde vejen frem. Det mener jeg helt ærligt, og det kan jeg kun garantere kunden, hvis det administrative ikke bliver for omfattende.”

Et kompas i en perfekt belægning skaber en yderst elegant velkomst til hjemmet.

Det er nemlig det tætte samspil mellem kunden og mester, som sikrer, at kunden også får det ønskede resultat, mener Claus Olesen.

“Vi gør et nummer ud af at give folk inspiration til at indse, hvad de vil have. Det er nemlig svært for mange privatkunder at finde ud af, hvad de egentlig ønsker sig. De har jo ikke set alle de løsninger, som vi har, og kender ikke alle materialer. Men her er vi gode til at stille forslag og kaste bolde i luften og få dem til at se mulighederne, og så er det vores drivkraft at se smilet vokse i takt med, at vi udfører anlægget – præcis som de havde tænkt sig,” fastslår Claus Olesen.

Der er ellers mange, som ikke gider beskæftige sig med de private kunder, og som synes, at de er for besværlige at arbejde for, men netop ønsket om at skabe drømmehaver til almindelige danskere er en ønskeniche for Olesen Anlæg ApS, og kommer til at være det mange år endnu. Engagement er nemlig nøgleordet,  og derfor har Olesen Anlæg aldrig nogen klager.

Find ud af mere på www.olesen-anlaeg.dk