Østjysk erhvervsjuristanlægsgartner udvider
Det er de færreste mindre anlægsgartnervirksomheder, som har en tidligere erhvervsjurist ved roret. Men det har de hos 3TF – Trekantens træfældning og anlægsgartner – i Fredericia.
Her besluttede erhvervsjurist Niels Boman Hansen sig nemlig for at skifte spor fuldstændig og stifte sit eget anlægsgartnerfirma for fem år siden. Han kommer nemlig fra en stor og meget haveinteresseret familie og har altid udført haveprojekt i sin fritid, når arbejdet som erhvervsjurist tillod det.
“Så det var helt sikkert anlægsgartneriet, jeg skulle have valgt fra starten, men livet går jo ikke altid den mest strømlinede vej,” understreger Niels Bomand Hansen, som derfor tog kurser på skovskolen i topkapning og i at fælde træer.
Og sådan gik det første års tid; med at pleje eller fælde træer ved bl.a. gamle præstegårde og kirker. Men i takt med at kunderne spurgte, om han ikke også kunne udføre andre haveopgaver, besluttede Niels Boman Hansen sig for at udvide biksen. Og her var han ikke i tvivl om fremgangsmåden:
“Så finder man de bedste i branchen og ansætter dem, og derefter begynder man at lære selv.”
Åbner nu i Haderslev
Denne strategi om at udvælge de bedste mulige kandidater har nu givet pote i form af, at 3TF er ved at åbne længere mod syd i Haderslev. Her bor en af firmaets rigtigt gode anlægsgartnersvende nemlig, og ham er Niels Boman Hansen helt tryg ved at give tøjlerne for søstervirksomhedens daglige virke.
Lige nu har firmaet fem ansatte, men Niels Boman Hansen ser ikke det tal som hugget i sten (selvom netop belægningsarbejde er en af virksomhedens spidskompetencer).
“Det er grundlæggende set lige meget, om vi er 2 eller tyve mand. Det er ikke et mål i sig selv at blive større, men jeg har heller ikke noget imod det. Først og fremmest skal der jo været et marked til det,” fastslår indehaveren, der tilbringer halvdelen af tiden i marken med folkene og den anden halvdel på administration.
Beholder medarbejderne
3TF arbejder primært for private og erhvervskunder, men mens der i sommerhalvåret er fokus på haveanlæggene og især belægningsopgaverne – såsom indkørsler, terrasser eller støttemure – bliver vinteren i høj grad brugt på glatførebekæmpelse og på at beskære, topkappe og fælde træer.
“På den måde undgår vi nemlig at skulle vinterfyre vores medarbejdere,” forklarer Niels Boman Hansen om en tendens, som ellers er udpræget i anlægsgartneriet.
Alle vil have vedligeholdelsesfrit
En anden tendens, som også er udpræget i anlægsgartneriet, er kundernes ønske om at slippe for at passe og pleje deres have. Derfor tilbyder 3TF bl.a. at anlægge surbundsbede, som netop udmærker sig ved lave krav til vedligeholdelsen.
“Nu er det selvfølgelig svært at lave noget ude i naturen, som er vedligeholdelsesfrit, men et surbundsbed er et af de bede, som er lettest at holde. Og selvom mange tror, at det primært handler om rododendron, er der faktisk et væld af planter til rådighed, såsom tyttebær, blåbær, azalea eller hortensia,” lyder det fra Niels Boman Hansen, som altså omsider er landet på sin rette hylde.
Læs mere om firmaet eller kontakt dem her: www.3tf.dk