Brolæggersønnen fra Stendal
Det er godt at have en far, der er brolægger. Det er også godt at hjælpe ham med at anlægge haver for folk. I hvert fald hvis man gerne vil være selvstændig anlægsgartner, og det ville Günther Christensen gerne, så i 1995 blev han udlært som anlægsgartner.
“Jeg syntes jo, at det var en del sjovere at hjælpe min far end at høre om tyske verber i folkeskolen, så jeg kunne rigtigt mange grundlæggende ting, da jeg begyndte på anlægsgartneruddannelsen. Og der var også blevet læsset så meget faglig viden på mig, at det var meget nemt at starte i lære hos Have- & Anlægsteknik i sin tid,” fortæller Günther Christensen.
Efter nogle gode år hos anlægsgartnerfirmaet P. Malmos, valgte han i 1999 at tage skridtet fuldt ud og begynde som selvstændig med firmaet Stendal Have- & Anlægsservice i Høng. Navnet kommer af, at gårdstedet, som Günther købte for at kunne starte virksomheden op, hed Stendal.
Aldrig mangel på kunder
Allerede inden nytårsaften samme år var den nye virksomhed nødt til at hente to medarbejdere ind for at følge med efterspørgslen, og i løbet af 2000 kom tre nye mand til. Sådan fortsatte det støt opad, helt frem til finanskrisen, hvor antallet af ansatte toppede med 12.
“Men jeg har aldrig nogensinde manglet arbejde. Vi var godt nok flere mand tidligere, men at vi er færre i dag skyldes, at det er sværere at få en ordentlig pris for opgaverne, ikke mangel på opgaver,” fastslår Günther Christensen.
Netop fordi der er en enorm konkurrence om de lidt større opgaver, eksempelvis for det offentlige, har de i Stendal Have- & Anlægsservice valgt at fokusere på de private kunder. Og de er heller ikke meget for at køre til København.
I marken, tak
I dag har virksomheden otte ansatte, og den skal helst ikke have flere, hvis det står til Günther Christensen, og det gør det jo.
“Det er en god størrelse. Man kan sagtens have flere ansatte og hente mere arbejde ind, men jeg vil helst være i marken fuld tid. Hvis vi bliver flere, så skal jeg også være på kontoret mere, og det er jeg ikke meget for,” siger han.
Sjældent sjællansk salg af granit
Til gengæld har han ikke har noget imod, at private kommer forbi og ser, hvad virksomheden har liggende af materialer på pladsen.
“Det sker hele tiden, at der er gode sten og inventar tilovers, når et projekt er færdigt. Dem tager vi jo med hjem på pladsen. Derfor plejer vi hvert år at holde en form for lagersalg, hvor hr. og fru. Jensen kan komme forbi og kigge og købe nogle af de ting, som vi har tilovers. Det kan eksempelvis være ret svært at finde et sted, som sælger granitsten udenfor København,” lyder det fra anlægsgartnermesteren, der lige siden dengang i fars brolæggerfirma har haft en forkærlighed for granit. Derfor er 6 ud af virksomhedens 8 ansatte også såkaldte “grå” anlægsgartnere, der har speciale i belægninger, stensætninger og lignende.
Så måske er der noget om ordsproget: Æblet falder sjældent langt fra stammen.
Især hvis æblet er lavet af granit.
Kontakt Stendal Have- & Anlægsservice her: https://stendalanlaeg.dk/