Haven i juli
Når haven drukner og bagefter tørster – De ekstreme skift skaber store problemer
De danske somre bliver stadig mere ustabile. Med de stigende vejrskift skal vores haver både kunne håndtere store mængder regnvand og samtidig bevare fugten i længere tørkeperioder. Det stiller større krav til planterne, og det kan blive nødvendigt at skifte nogle ud til mere robuste arter. Hvordan får man en frodig, klimaklar have, der kan klare de ekstreme skift? Svaret ligger i smartere løsninger og robuste valg – og det hele starter med en tur ud i haven.
Start med det praktiske
Først og fremmest er det vigtigt at sørge for, at tagrender og afløb er rensede. Dræn og afløb skal fungere optimalt og må ikke tilstoppes. En god idé er at koble en regnvandstønde på nedløbsrøret. Regnvand indeholder mindre kalk end vand fra hanen, hvilket planterne trives bedre med. Alt efter havens størrelse og behov kan man tilføje flere tønder. Det opsamlede vand kan også bruges til bilvask, hvilket både er økonomisk og samfundsvenligt – jo mere vand vi bruger lokalt, jo bedre, og jo minde spildevand skal vores rensningsanlæg også rense unødigt.
Faskiner kræver omtanke
Det er muligt selv at nedgrave faskiner i haven til langsom nedsivning af tagvand, men der er mange faldgruber. Hvis de placeres for tæt på huset, kan soklen blive opfugtet. Placeres faskinen ikke dybt nok i jorden under f.eks. græsplænen, så vil græsset tørre hurtigere end det omkringliggende græs. Andre fejl kan være forkert konstruktion, underdimensionering, manglende sandfangsbrønd, så faskinen slemmes til, eller placering i nærheden af træer. Trærødder tiltrækkes af vand og luft og kan ødelægge fiberdugen omkring regnvandskassetterne. Når skaderne opdages, kan faskinen være ødelagt og kræve udskiftning.
LAR – Lokal Afledning/Anvendelse af Regnvand

Skybrud kræver at vandet kan komme hurtigt væk. Her kan haven være en stor hjælp, hvis du indretter den ordentligt.
Alternativt kan man lade tagvandet sive ned i et regnvandsbed på overfladen – til glæde for både planter og dyr i haven. Selvom man skulle tro det modsatte, er regnvandsbede ofte mere tørre end våde i lange perioder. Derfor er det vigtigt, at de opbygges korrekt, så de både kan håndtere nedsivning og modstå perioder uden nedbør. Forskning fra NMBU i Norge viser, at tørketålende stauder i kombination med græsser forbedrer jordstrukturen og øger vandinfiltrationen. Græsserne danner dybe rødder, og når gamle rødder rådner, skaber de små kanaler i jorden, som vandet kan løbe igennem. Kombinationen af forskellige rodtyper styrker jorden og modvirker erosion. Planter med overfladiske rødder stabiliserer jordens overflade, mens dybtgående rødder fremmer nedsivning.
Regnvandsbede bør derfor designes, så de indimellem tørrer helt ud. Det stimulerer planternes rodudvikling og gør dem mere modstandsdygtige. En varieret beplantning med forskellige arter og rodtyper er en klar fordel.
Eksempler på gode tørketålende planter til regnvandsbede er Sankthansurt, Lodden løvefod, Blodrød storkenæb, Hjortetrøst, Gul iris og forskellige prydgræsser så som Blåaks, Bjørnegræs og Dværgpibegræs.
Grønne tage
Grønne tage findes i mange former – fra små måtter til store haver med træer og buske. Her fokuserer vi på de ekstensive tage med Sedum og græs, som ikke kræver ombygning. Et grønt tag har mange fordele. Det beskytter det underliggende tag mod vejrpåvirkninger og virker både kølende om sommeren og isolerende om vinteren. Samtidig tilbageholder det snavs, som ellers ville havne i tagrender og sandfang.
Sedumplanter, også kendt som stenurt, trives under tørre, næringsfattige forhold i fuld sol. Deres væskefyldte blade med voksbelægning gør dem særligt tørketålende. Selvom de ikke kræver meget næring, kan det være en fordel at give en let gødning én gang om året for at støtte væksten. En let lugning kan også være nødvendig for at holde græs og ukrudt nede. Man bør dog bevæge sig varsomt på taget for ikke at beskadige planterne – eller risikere at falde ned.
Bogen “REGNVAND MED MERE” fra Grønt Miljø gennemgår alle former for regnvandshåndtering i detaljer – fra dræn og faskiner til grusrender, trug, permeable belægninger, regnvandsbede og plantevalg dertil.
Den varierede have
Vi nyder solen i moderate mængder – det samme gør mange af havens planter. Det er derfor en god idé at plante træer og buske, som kan give skygge og skærme mod den hårde middagssol. Samtidig holder træer de øverste jordlag let fugtige, hvilket hjælper de mindre planter.
Rødderne i jorden har brug for lige så meget ilt som vand. Stående vand og højt grundvand kan være problematisk, og ved skybrud kan det hindre nedsivning. Dræning kan være en løsning, men det kræver, at vandet kan ledes væk til egnede arealer. I nogle tilfælde tillader forsyningsselskabet ikke tilkobling af drænvand til spildevandssystemet. Her må man overveje alternative løsninger. Visse træer, som fx birk, kan hjælpe med at sænke grundvandsstanden – et birketræ bruger omkring 300 liter vand om dagen, måske mere i varme perioder.
Bar jord i bedene bør undgås, hvis man vil undgå udtørring. Dæk jorden med flis eller bunddækkende planter, som holder bedre på fugten og modvirker erosion ved kraftig regn. Til solrige og tørre områder i haven egner lavendel, timian, rosmarin og stenurt sig godt. Vælg flerårige stauder – de danner stærkere rødder end enårige planter og er mere modstandsdygtige.
Den robuste græsplæne
Græsplæner visner hurtigt i tørre perioder, men vanding er ikke en god løsning, medmindre det gøres korrekt. Effektiv vanding kræver store mængder vand, hvilket vores vandforsyning både økonomisk og teknisk har svært ved at håndtere.
For at gøre græsset mere modstandsdygtigt, bør man ikke klippe det for kort. Klippehøjden bør ikke komme under 4 cm, da for korte græsstrå ikke kan skygge for hinanden. Det øger risikoen for udtørring og forbrænding i solen. Mange traditionelle plænegræssorter har korte rødder, og ved overfladisk vanding danner de kun nye rødder i de øverste 10 cm jord. Det gør dem ekstra sårbare i tørre perioder.
En bedre løsning er at efterså med græsblandinger, der indeholder mere tørkeresistente sorter. Der findes mange varianter tilpasset forskellige forhold – både til skygge og fuld sol.
Danske Anlægsgartnere har fået udviklet en græsfrøblanding hos DLF, som er god til nyetablering af plæner, hvor græsset kommer hurtigt. Har man allerede en etableret plæne, så kig på forholdene græsset vokser under. Mange har fået øjnene op for blandinger til de skyggefulde områder i haven. Turfline fra DLF har flere blandinger målrettet til de private haver, som forhandles bredt.
Er ens have præget af meget sandet jord og har man ofte tørkeproblemer, så kan vi anbefale Barenbrug Water Saver plæneblanding, der er særligt tørketolerant. Den forhandles af Linds.dk.
Vanding under tørke

Spar på vandet og nøjes med at vande de planter, der har behov for det. Lad græsplænen blive gul – den kommer sig som regel, når regnen vender tilbage.
Spar på vandet og nøjes med at vande de planter, der har behov for det. Lad græsplænen blive gul – den kommer sig som regel, når regnen vender tilbage. Det er bedst at vande tidligt om morgenen, hvor fordampningen er lavest. Det giver planterne tid til at optage vand, og overskydende fugt på bladene fordamper, før solen bliver skarp. Vand hellere grundigt og sjældent end lidt og ofte, og vand så direkte ved planternes rod. Vand på bladene kan give solskader og øger risikoen for svampeangreb, især hvis man vander sent på dagen. En anden fordel ved at vand om morgenen, sikrer at jordoverfladen tørrer i løbet af dagen, hvilket begrænser dræbersneglenes
Siveslanger i alle bede kan være omfattende at anlægge. Overvej at begrænse dem til særligt udsatte områder, som fx rosenbede, da roser ikke bryder sig om vand på bladene.
Når regnvandstønden er tom i tørre perioder, kan en haveboring være en god og langsigtet løsning. Den etableres ved at bore eller spule et jernrør 4–8 meter ned i jorden og montere en pumpe. Vandet bruges til havevanding og rengøring af fliser, men det bør testes for okker, da det kan misfarve overflader. Bemærk, at der gælder særlige regler: brøndboringen skal udføres af en autoriseret fagperson og kræver tilladelse fra kommunen. Derudover er der ofte en sikkerhedsafstand på 25 meter, hvis man bruger pesticider i haven.
En varieret, robust og velplanlagt have er nøglen til at klare både tørke og skybrud. Med de rette planter, løsninger til regnvand og viden om jordens behov, kan vi skabe haver, der både modstår klimaets skift og gavner biodiversiteten. Og vigtigst: Man behøver ikke gøre det hele på én gang – hver lille forbedring tæller. Har du brug for råd og vejledning, så kan du altid kontakte din lokale garantisikrede anlægsgartner.
