Haven i september

Med september måned går sommeren på hæld, men for mange er glæden ved haven på dette tidspunkt stor.

September02

September står i høstens tegn med masser af frugt og grønt fra køkkenhaven. Desuden er september et godt tidspunkt for omplantning og deling af stauder, og begyndelsen af september er et godt tidspunkt at plante stedsegrønne buske.

Måneden kan også bruges til at planlægge og bestille løg, som lægges bedst i oktober eller til at planlægge større omlægninger af haven.

Omplantning og deling af stauder

September

September er et godt tidspunkt at omplante og dele stauder, da du stadigvæk kan se og huske, hvilke stauder har bredt sig for meget, hvor er der huller i bedet, som kan udfyldes ved deling af andre eller ved indkøb af nye, hvordan er fordelingen af farver eller er der områder og hvor der mangler blomster på bestemte tider af året.

Da de fleste stauder har oplagret energi i enten rødder eller knolde mv. tåler de fleste både flytning og deling selvom de ikke er visnet helt ned.

Det er en god idé at vente med at købe nye stauder til haven til de tider på året, hvor der mangler blomster i haven – alternativt kan man naturligvis læse sig frem til, hvornår de forskellige stauder blomstrer.

Erfaringen viser, at et besøg på planteskolen i f.eks. juni eller august bevirker, at man får øje på stauder, man ellers ikke ville have lagt mærke til. Om vinteren kan juleroser og prydgræsser være et spændende indslag i staudebedet.

Du kan læse mere praktisk om omplantning og deling af stauder her

Planlægning af det tidlige forår

Da de tidlige løg som tulipaner, narcisser, krokus, snepryd, hyacint, skilla osv. lægges bedst i oktober måned, er september et godt tidspunkt at planlægge det tidlige forår. Mangler der tulipaner og narcisser i staudebeddet? Skal der være et løgtæppe i græsplænen med skilla, krokus mv?

Mulighederne er mange, og løg er lette at vedligeholde – græsplænen skal du klippe første gang, efter at løgene er visnet ned.