Haven i maj

Med det tiltagende gode vejr, er det oplagt at komme i gang med arbejdet og tage på planteskolen for at få inspiration til haven.

De klassiske forårsfejlkøb

Men pas på med ikke kun at falde for planter, der blomstrer netop nu. For hvad så med resten af året?

Lisa Verena Pape GpDoS0dh43o Unsplash

Alt blomstrer på planteskolen nu, men husk også at køb planter, som giver liv i haven senere på sæsonen. Foto: Lisa Verona Pape

Dette er en klassisk fælde, da vi alle med forårets komme får lyst til fornyelse. I stedet vil jeg anbefale, at du enten besøger planteskolen på forskellige tidspunkter af året eller laver en “have”-huskeseddel, hvor du løbende skriver ned, hvilke planter du på sigt ønsker skal præsentere haven måned for måned.

Sammensætning af staudebed

Når du skal sammensætte et staudebed anbefaler vi, at du udvælger de farver – eksempelvis med et farvekort – som stauderne i din have skal være. Med farvekortene i hånden bliver det lettere at vælge nye stauder, der passer til dem, du allerede har plantet. Husk også at tage højde for hvilken jord du har i din have, og om nye stauder kan vokse i en sådan jord.

Tid til at plante i krukker

Da vi er kommet lidt hen i maj, hvor vi ikke risikerer nattefrost, er det tid at tilplante krukker og altankasser.

De almindelige sommerblomster som petunia, pelargonia, fuschia osv. er klassikere, men du kan også bruge stauder og prydgræsser. Ved at bruge stauder og prydgræsser får du flere virkemidler og mulighed for variation henover året, da kun få stauder/græsser blomstrer hele sommeren. Derfor bør du vælge at bruge stauder og græsser, som er dekorative, når de ikke blomstrer.

Generelt vil vi anbefale at plante flere forskellige arter i hver krukke og altankasse, da det ikke gør så meget, hvis en enkelt art ikke trives – f.eks. på grund af koldt og regnfuldt sommervejr eller for meget tørke og sol.

Beskæring af roser

Beskærsakse

Beskæring af roser er oplagt, når risikoen for nattefrost er væk. Foto: Unsplash

Ligesom krukkerne betyder den manglende risiko for nattefrost også, at man roligt kan gå i gang med at beskære roserne.

Du skal beskære grenene tilbage til lige over et nyt skud/knop, som vender i den retning, du vil have, at skuddet skal udvikle sig i. Det vil som regel være et udadvendt skud. Det er vigtigt at bruge en skarp saks, så snittet bliver helt rent. Hvor meget du skal skære roserne tilbage, afhænger af dine ønsker.

Klipper du lavt, kommer der få, men store blomster, og klipper du højere, kommer der flere blomster og rosen bliver større og mere busket.

Ældre gartnere har i deres læretid altid fået fortalt, at der kun bør efterlades grenstykker på ca. 20 cm. Men kan dog sagtens efterlade grenstykker på op til 50 – 60 cm, naturligvis under forudsætning af at der er plads til en større rose.

Er der døde kviste og stabbe på rosen, skærer man ned til et friskt skud. Hvis en gren er helt død, skærer man til basis. I nogle bøger står der, at man skal påføre sårmaling eller podevoks. Det er en dårlig ide – i bedste fald er det uden virkning, og i værste fald gør det kun skaden værre.

Anlæg græsplæne

Ved anlæg af en ny græsplæne er det vigtigt, at jorden løsnes i dybden. Det gør du bedst ved gravning eller pløjning, mens fræsning ikke er nær så godt, da fræseren dels ikke behandler jorden i dybden og til dels ødelægger jorden struktur – knolde mv. slås i stykker. Ødelægger du jordens struktur, kan der ske det, at vandet får svær ved at sive gennem det behandlede lag, og den nyanlagte plæne kommer til at fremstå blød og vandlidende.

Heldigvis gendannes jordstrukturen igen med hjælp fra rødder, regnorme og frost/tø. For at give græsset en god start, kan det anbefales at gøde arealet samtidig med såningen.

Ønsker du professionel hjælp til anlæg af græsplænen eller andre haveopgaver, kan du altid kontakte din lokale, garantisikrede anlægsgartner.