Beton er grå på mange måder

Beton kan anvendes til mange formål i haver og udearealer, og hvis man vil have en stenbelægning til havegang, terrasser eller støttemure og trapper kan beton være et godt valg.

Beton

Her ses en støttemur, hvor der er farveforskel i betonstenen langs top og kant i forhold til selve vægfladen. Stenene kommer ellers fra samme fabrik, der anvender samme opskrift. Eneste måde at sikre farveenshed er at tjekke produkterne ved modtagelsen og knække hver stentype for at se, om de også ser ens ud indeni.

Stor farveforskel

Mange haveejere glemmer dog, at beton er et blandingsprodukt, og at der altid er små (og nogle gange store) farveforskelle mellem hver betonblanding.

Det betyder, at hvis man eksempelvis sammensætter en havesti med beton i to størrelser, kan man være næsten sikker på, at de to typer har en lidt forskellig farve, selv om begge er grå. Men om farveforskellen er så stor, at den ødelægger æstetikken er et smagsspørgsmål.

Samme problem kan også gøre sig gældende, hvis man ønsker en støttemur eller trappetrin i samme farve som terrassen.

Hvorfor har beton forskellig farve?

Nogle gange får man leveret betonsten fra forskellige fabrikker, men selvom man får partier fra samme fabrik, der anvender samme opskrift helt slavisk, kan det tilsatte grus til blandingen eksempelvis være mere fugtigt end i forrige blandingen, og så bliver det pågældende parti betonsten visuelt anderledes. Desuden er grus istidsaflejringer, og ved hver skovlfuld er der måske lidt flere lyse sten eller mørke sten end i den forrige skovlfuld. Derfor vil vi nok aldrig se fuldstændigt ens betonsten, parti efter parti.

Hvad kan du gøre?

Ønsker du et ensartet resultat, er det vigtigt at du bestiller al belægning på én gang, og så vidt muligt undgår at bruge forskellige størrelser fliser eller andre elementer, da disse uværgerligt ikke er fra samme produktion, og der derfor ofte vil have en vis forskel i farvetonen.

Derudover er det vigtigt, at man er opmærksom ved modtagelsen af betonprodukterne.

Generelt kan det anbefales at man altid får en prøve med hjem af de sten, som man har valgt. På den måde kan man nemlig sammenligne, når man modtager produkterne. Hvis farveforskellen er for stor, kan man godt kræve, at stenene bliver bragt retur og en ny sending, som ligner farven mere, bliver kørt ud.

Men selvsom fx to forskellige flisestørrelser ser ens ud ved modtagelse, kan farverne på sten fra forskellige blandinger kan blive forskellige med tiden. Til gengæld kan den ene også være lidt lysere på grund af kalkudfældninger, som mindskes på sigt.

Ønsker man at sikre sig, at to forskellige produkter også på den lange bane forbliver ens, kan man brække dem over og se på brudfladerne. Hvis de to betonsten ligner hinanden indeni, vil de også ligne hinanden efter en årrække.